I stuen ved Vindvet jeg sidder
mens solen den skinner her ind
Jeg frydes ved fuglenes kvidder
den fylder med længsel mit sind.
Nu blomsterne vågne i våren
dem alle med jubel jeg ser
På forårets luftninger båren
det grønnes derude og ler.
Men af alle blomster små og kære
Elsker jeg dog Gyldenlakken mest
Fløjelsbrun den bær sit navn med ære
Og fremfor alt står den mit hjerte nær.
Og når jeg sidder og drømmer
og tænker på ham jeg har kær
Da varmt til mit hjærte det strømmer
jeg synes jeg er ham så nær.
Jeg hører ham sagtelig hviske
så ømt det jeg hørte så tit
Min egen ; du Gyldenlak friske
mit hjærte det ved du er dit.
Men af alle blomster små og kære
Elsker jeg dog Gyldenlakken mest
Fløjelsbrun den bær sit navn med ære
Og inderlig ømt står den mit hjerte nær.
Åge Hansen / Severin. Sonet 1967 |
